Kort beskrivelse

Om Tanken er et undervisningstilbud for normalt begavede børn i folkeskolealderen.

Åbningstider:

Mandag-torsdag: 8.00 – 15.00

Fredag: 8.00 – 13.00

Personale

Der er ansat både lærere og socialpædagoger, som deltager løbende i både efteruddannelse og videreuddannelse. Den samlede personalegruppe modtager supervision af en ekstern supervisor, som også underviser i relevante psykologiske problemstillinger.

Om Tanken

Skolen er placeret nær Svendborgs centrum tæt ved havn, skov, strand, idrætsklubber og byens hovedbibliotek. Bybus og rutebiler stopper i nærheden af skolen. Herudover er der udmærket adgang til skolen via cykelstier.

Om Tankens daglige virke bygger på at danne et udviklingsstøttende miljø for eleverne. Via positiv ledelse og anerkendelse arbejder Om Tanken på at få eleverne fra ydrestyring til indrestyring. Her støtter personalet sig til den eksterne supervisor, der er tilknyttet til at vejlede personalet i relationerne til eleverne.

Om Tanken følger den kommunale ferieplan for folkeskolen. Undervisningen har til sigte, at eleverne vil kunne tage Folkeskolens Afgangsprøve eller nå alderssvarende niveau, hvis de skal tilbage til folkeskolen.

Undervisningen

Undervisningen er individuelt tilrettelagt specialundervisning, hvor der hovedsageligt arbejdes med fagene dansk, matematik og engelsk. Hvis eleverne er klar og har overskud til det, er der mulighed for flere fag på skemaet. Det kan være samfundsfag, naturteknologi, tysk eller billedkunst. Madlavning og indkøb indgår også i undervisningen. Hver elev har en uge på skift, hvor de har ansvaret for frokost og indkøb hertil.

Der er fokus på, at den enkelte elev opdager de kompetencer han/hun besidder. Dette er til stor glæde for eleven og meget motiverende for både den faglige og personlige udvikling.

Når eleverne har fået nogle faglige sejre, starter det mere vanskelige arbejde, hvor vi begynder at stille krav til det, vi ved, de kan og skal lære, men som de ikke har lyst til. Her er det kontakten og kendskabet til den enkelte elev, der er bærende for, at det lykkes.

Undervisningen har til sigte, at eleverne vil kunne tage Folkeskolens Afgangsprøve eller nå alderssvarende niveau, hvis de skal vende tilbage til folkeskolen.

De ældste elever kan komme i praktik, hvis de ønsker det, og skolen kan fremskaffe de ønskede praktikpladser.

Pædagogikken

Eleverne på skolen bliver mødt med anerkendelse. Det er især vigtigt for vores elever, som har oplevet mobning og har haft adskillige både faglige og sociale nederlag igennem deres hidtidige skolegang. Derfor stiller vi klare og ufravigelige krav til elevernes omgangsform og sprog. Overordnet set handler det om, at vi skal respektere hinanden, vores forskelligheder og grænser. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på og give udtryk for egne grænser. En stor del af vores elevgruppe opleves ofte som grænseløse og grænseoverskridende. Eleverne vil i samspillet med både voksne og hinanden lære uskrevne samspilsregler, udvikle situationsfornemmelse og selvindsigt. I dette samspil vil eleverne også hjælpes/støttes til at lære hensigtsmæssige kontaktformer, respekt og accept af hinanden samt konfliktløsning. Skolen har en terapeut tilknyttet, som afholder udviklingssamtaler med den enkelte elev.

Fælles for de elever vi har på skolen er, at de har svært ved at acceptere, at det er de voksne, der bestemmer – det være sig både forældre, lærere og pædagoger. Det betyder, at eleverne selv påtager sig et stort ansvar. Det ansvar tager vi fra eleverne, ved at gøre det klart, at her på skolen er det personalet, der bestemmer og ikke eleverne.

Vi har generelt et rigtig flot fremmøde her på skolen. Eleverne kommer hver dag, og de kommer som regel til tiden. Når det ikke sker, laver vi samarbejde med forældrene og eleven en handleplan for, hvad der skal til for at forbedre fremmødet. Det kan f.eks. være, at vi i en periode afhenter eleven hver morgen.

Her på skolen får det konsekvenser for eleverne, hvis de konstant kommer for sent. Det er individuelt, hvad konsekvenserne består af. For nogle kan det være at skulle i skole en lørdag formiddag, når de har samlet fire timers fravær ved at komme for sent. For andre kan det være at skulle lave skolearbejde om eftermiddagen, der ellers er fri for lektier.

Hvis en elev stikker af fra skolen, skal de komme i skole den efterfølgende lørdag fra kl. 8.00 til kl. 12.00.

Hvis det er relevant, hashtester vi eleverne efter aftale med forældrene. Vi ved, at hvis vi ikke får fat på et evt. begyndende misbrug med det samme, vil det eskalere. Misbruget præger hele elevens personlighed. Eleven bliver sløv og fraværende, og al forsøg på indlæring vil være forgæves.

Vi tolererer ikke mobning!

Stjernesystemet

Vi bruger på skolen et stjernesystem. Det betyder, at eleverne kan få tre stjerner hver dag; én for at møde til tiden, én for at lave det, de skal i løbet af dagen og én for acceptabelt sprog og acceptabel opførsel. Disse tre punkter er der fokus på, da det er vigtige forudsætninger for fremover at klare sig på skoler, lærepladser og arbejdspladser, hvilket er noget vi ofte taler med eleverne om.

Når eleven har tredive stjerner, kan vedkommende tage på en tur efter eget valg og med et selvvalgt personale. Turen kan de så bruge til at få snakket om alt muligt i fred og ro. De kan også vælge at tage en eller flere elever med, som også har tredive stjerner.

Eftermiddagsaktiviteter

Om eftermiddagen tilbyder vi forskellige aktiviteter. De tager udgangspunkt i de interesser, eleverne har. I dette skoleår tilbydes fitness, svømning og gåture. Derudover er der eftermiddagshygge med wii, bordtennis,kortspil og brætspil, samt kreative eftermiddage. I sommerhalvåret bruger vi en del eftermiddage nede i Christiansminde, hvor vi spiller bold og leger.

Forældresamarbejde

Vores samarbejde med forældrene er generelt meget tæt. Vi taler ofte med alle forældrene, enten via telefon eller på møder. Dermed oplever eleverne, at skolen og forældrene står sammen omkring deres trivsel og udvikling, og det har en utroligt positiv effekt. I forhold til forældresamarbejdet ønsker vi åbenhed og gennemskuelighed i vores arbejde med og omkring deres børn. Dette vil vi sikre gennem et højt informationsniveau fra skolen til forældrene, et statusmøde pr. semester og ved at gøre forældrene opmærksomme på, at de altid er velkomne til at henvende sig. Derudover vil vi være lyttende i forhold til forældrene med udgangspunkt i, at det er deres børn vi arbejder med, og at de er dem, der kender børnene bedst.

Vi afholder også rådgivende treparts-samtaler med de familier, som har behov herfor.